Uanset om du er til holdsport, gymnastik eller individuelle præstationer i det fri, har Grindsted og Uggerhalne masser at byde på.
Grindsted-Uggerhalne Idrætsforening har fodboldhold både for børn og for herresenior og Old Boys (40+).
Et af de helt særlige motionshit i Grindsted og Uggerhalne er byernes stolthed: Floorball-holdene. Her er både hold for børn og unge, damehold og herrehold.
Skal der sved på panden og udfordringer hver eneste gang, kan du også gå til crossfit/styrketræning i Grindsted - ligeledes arrangeret af Grindsted-Uggerhalne Idrætsforening.
Med Hammer Bakker lige uden for døren og masser af cykelstier og rolige landeveje er der rig lejlighed for at spænde løbeskoene, både hvis du er til udfordrende bakketræning mellem træerne, og hvis du er til hurtige tider på flade asfaltstrækninger.
Hammer Bakker har et førsteklasses mountain bike-spor med masser af udfordringer til selv erfarne mountain bike-ryttere. Sporet blev i 2015 udpeget som Danmarks bedste MTB-spor.
> Se billeder fra sporet på RideOn
I Grindsted-Uggerhalne Idrætsforening finder du en yderst aktiv gymnastikafdeling, hvor du og dine børn kan gå til alt fra cheerleading til motionshold og linedance.
Håndboldafdelingen i Grindsted-Uggerhalne Idrætsforening har hold for børn, damesenior og herresenior.
Banker dit hjerte for ketchere og fjerbolde, byder Grindsted-Uggerhalne Idrætsforening både på hold for børn og unge og for motionister.
På Helgstrand Academy kan du modtage rideundervisning gennem Uggerhalne Sportsrideklub. Her er ryttere i alle aldre, fra helt unge begyndere på små ponyer til professionelle ryttere på verdensplan.
I Hammer Bakker kan du desuden nyde den smukke natur til hest.
Frisk luft, ro og smuk natur - Hammer Bakker byder på et væld af veje og stier, der bare indbyder til korte og lange vandreture. Hver årstid har sin charme, og man bliver aldrig træt af at udforske den smukke skov til fods.
Foto: Ole Faaborg, Hammernyt.dk, Anne Bloksgaard Nielsen, Unsplash
Copyright © one.com Alle rettigheder forbeholdes.Siden er sponsoreret af ABNI Communications