Små, hyggelige institutioner, en lille, progressiv skole i nyopførte bygninger - og masser af rolige, sikre villaveje, hvor børnene kan lege med deres kammerater, der ofte bor lige om hjørnet. Dét får du, hvis du vælger at lade dine børn vokse op i Grindsted eller Uggerhalne.
Grindsted Skole er en lille, progressiv landsbyskole. Nogle af klasseværelserne ligger i gamle historiske bygninger, mens andre ligger i nybyggede bygninger fra 2017. Skolen går til 6. klasse, hvorefter eleverne fortsætter på Vodskov Skole, hvortil der er cykelsti og gode busforbindelser.
> Læs mere på Landsbyordningens hjemmeside eller på ordningens Facebookside
Ungdomsklubben i Grindsted ligger få hundrede meter fra skolen. Her kan unge fra 13 år mødes til hygge og fælles aktiviteter hver onsdag aften.
Børnehaven i Grindsted holder til i den ombyggede "Mellergaard", hvor børnene kan boltre sig i skønne omgivelser både ude og inde. Børnehaven ligger lige ved siden af skole, hal og sportsbaner - og ikke mindst lige ved Hammer Bakker.
Børnehaven er en del af Landsbyordningen Grindsted Skole, som dækker over skolen, børnehaven og to dusordninger.
> Læs mere på Landsbyordningens hjemmeside eller på ordningens Facebookside
De to DUS-ordninger i Grindsted er en del af Landsbyordningen Grindsted Skole. DUS 1 holder til i skolens lokaler, og DUS 2 deler lokaler med Børnehaven Mellergaard lige ved siden af skolen.
> Læs mere på Landsbyordningens hjemmeside eller på ordningens Facebookside
I årets løb bliver der afholdt en lang række aktiviteter for landsbyernes børnefamilier, bl.a. fastelavnsfest, fællesspisninger, Sankt Hans Aften, byfest og meget meget mere.
Se aktivitetsoversigter på hammernyt.dk eller rundtomhammerbakker.dk
Grindsted og Uggerhalne har masser af muligheder for leg og action for store og små. Med flere legepladser, multibane, shelterplads, bålhytte og boldbaner sætter kun fantasien grænser for, hvordan I bruger fritid og weekender!
I Grindsted ligger Kultur- og Borgerhuset, indviet i 2019, som kan lejes til børnefødselsdage, konfirmationer og andre fester og sammenkomster.
I Grindstedhallen kan børn og forældre gå til en bred vifte af idrætsgrene - fodbold, håndbold, floorball, badminton, gymnastik, cheerleading og meget mere.
Se mere på idrætsforeningens hjemmeside.
Både Grindsted og Uggerhalne er karakteriseret ved én hovedvej og masser af forgrenede sideveje.
Derved ligger de fleste huse på blinde veje, hvor børn sikkert kan færdes til/fra skole og i fritiden.
Både Grindsted og Uggerhalne er koblet på fibernet, og de fleste huse er allerede forbundet. Derved kan I være sikre på, at nettet kan håndtere hele familiens trafik - både under corona-hjemsendelser og i en normal hverdag med gaming og streaming.
Horsens-Hammer Kirker har mange tilbud, der vil gøre hverdagen sjovere, dybere og lettere for jer som børnefamilier. Gennem babysalmesang, musikalsk legestue, minikonfirmander, børnekor, konfirmandundervisning og familieaktiviteter som pizzagudstjenester, halloween og julearrangementer er der noget for hele familien året rundt.
Læs mere på vores hjemmeside og facebookside.
Foto: Ole Faaborg, Hammernyt.dk, Anne Bloksgaard Nielsen, Unsplash
Copyright © one.com Alle rettigheder forbeholdes.Siden er sponsoreret af ABNI Communications